Åbent brev til borgmesteren og kommunalbestyrelsen i Høje-Taastrup om brug af offentlige midler.
Dagbladet BT har afsløret, at der blev brugt 116.000 kroner på en nytårsfest for nuværende og tidligere byrådsmedlemmer med ægtefæller.
Festen blev betalt for offentlige midler af Høje- Taastrup kommune.
I den anledning har vi i Enhedslisten Høje-Taastrup nogle spørgsmål og et forslag til borgmester Michael Ziegler og de politiske partier i kommunalbestyrelsen.
Til nytårsfesten var der 72 gæster, festen kostede 1.611 kroner pr. person. Professor i forvaltningsret Claus Haagen Jensen mener, at det i følge reglerne er mandatsvig, og at det er strafbart, når der bruges
over 1000 offentlige kroner pr. person til fester.
Høje-Taastrup Kommune er i gang med at spare på de offentlige kroner. Der er lige blevet fyret 60 ansatte i kommune. De kommunale budgetter frem til 2014 bliver med store besparelser.
Til Dagbladet den 22. juli 2010 siger borgmester Michael Ziegler, at prisen på nytårsfesten nok er i den høje ende af, hvad der er rimeligt, især i den tid vi er inde i nu, hvor vi skal spare på vores budgetter. Særlig prisen på vinen til festen var høj – så høj, at borgmesteren kalder den uacceptabel. Han vil nu tage initiativ til, at noget lignende ikke sker fremover.
Spørgsmål
Har Kommunalbestyrelsen besluttet nytårsfesten med pris og indhold?
Hvis svaret er ja, er der så inden festen lavet et budget?
Er der nogle af jer i kommunalbestyrelsen, der har meldt afbud til festen på grund af den høje pris?
Forslag
I Enhedslisten mener vi, at det må være politikerne med borgmesteren i spidsen, der er ansvarlige for det høje forbrug af offentlige midler på sådan en fest.
Tilsyneladende kommer det bag på borgmesteren, at det var så dyrt, så han nu vil tage initiativ til, at det ikke sker fremover.
Enhedslisten har et forslag til besparelse i kommunen: Betal nogle af de offentlige midler, der blev brugt på nytårsfesten tilbage. Hver festdeltager bør betal 611 kroner tilbage til kommunekassen. Det er en
besparelse, og så er der ikke mere tale om mandatsvig kun en dyr fest.
Hilsen Ole Hyldahl, kontaktperson Enhedslisten Høje-Taastrup